Debut i 2. division – niveauet er lagt!

Før søndagens runde opstod der tvivl om, hvorvidt 1. holdet var "hjemmehold" eller "udehold" efter vi havde spurgt om BMS kunne stille med en dommer til holdkampen i stedet for os. Det resulterede i, at vi mistede hjemmebane-fordelen, men samtidig kunne koncentrere os om at spille god skak, hvilket skulle vise sig at være en god byttehandel i sæsonens første holdkamp.

Sæsonen er ellers startet godt for Caïssa Gladsaxe efter vi har fået tilgang af de to stærke medlemmer Thomas Struch & Jens Hartung-Nielsen, men har desværre måtte sige farvel til Niels Skou, der har valgt og spille holdskak for Øbro denne sæson. Det er selvfølgelig ærgerligt og miste ét medlem, men når vi alligevel kan tiltrække stærke spillere som Thomas & Jens, så er det også et vidnesbyrd om, at klubbens DNA (Holdskak, klubliv og socialt sammenhold) er en unik mulighed for at have et samlingssted for de mere ambitiøse amatører (+2000 i ELO). Vigtigt er det at huske på, at alle i klubben er en del af klubben både de gamle spillere, som startede ELO2000 op, men også de nyeste "skud på stammen". Derfor havde jeg da også sat både Thomas og Jens på holdet til det "lokale derby" mod BMS 2, hvilket skulle vise sig og være en god beslutning.

1. Bræt

Thomas Struch er med sit høje ELO-tal rykket direkte ind på 1. pladsen på vores styrkeliste og viste gode takter i hans første kamp. Han lukkede lynhurtigt ned for modstanderens Caro-Kann på dronningefløjen for dernæst og flå kongesiden op. Det virkede til, at modstanderen aldrig havde et forsvar mod Thomas' effektive angreb. Jeg ser personligt frem til og høre ham fortælle om partiet onsdag aften.

2. Bræt

Sidste onsdag var vi et par stykker, der mødtes i klubben for at "forberede" os til kampen mod BMS. Her fortalte jeg om Casper Yukun Liu og hvordan jeg mente, at en kamp mod vores Tommy ville være et perfekt match for vores mand. Det blev et spændende parti, hvor Casper angreb og Tommy måtte holde hovedet koldt. Casper forsøgte sig med et offer på kongefløjen, men det lykkedes Tommy at slippe væk med kongen og svare igen på angrebet ved og skubbe hans d-bonde frem, der vandt enkelt.

3. Bræt

Nu blev det for alvor spændende. Vores nye medlem Jens Hartung-Nielsen skulle op imod Sigfred Haubro, der er far til den stærke IM'er Martin Haubro. Jens fik med hvid en Skandinavisk for 1. gang i sit liv, men viste hans teoristærke side og satte sig ganske fornuftigt op, hvorfra sort valgte og bytte alle brikker af. Vores mand valgte herefter klogt at trække remiskortet, hvilket blev accepteret.

4. Bræt

Vores yngste mand, Nicolai Kistrup er super giftig når han sidder ved skakbrættet. Holdkamp efter holdkamp har jeg set ham tage det materiale, som han bliver tilbudt, for derefter at bide fat i bordet og ikke give slip før han vinder. Det blev også Sven Pedersens skæbne, der var lidt for gavmild med sine bønder, haps haps haps og med tre bønder nede var det spil til et mål. Fantastisk!

5. Bræt

Rosenkilde fik sin favorit åbning (gæt selv hvilken!), hvilken han kender bedre end sin egen bukselomme. Hans nyeste påfund har vist sig og være en sjov variant, hvor hvid får opbygget et lækkert centrum med masser af frit officersspil. Af årsager ukendt for Martin selv valgte han og trække remiskortet på et tidspunkt, hvor han stod godt(!), men på det tidspunkt så det godt ud på alle brætter. Man skal huske på, at remis er et fint resultat i holdskak 🙂

6. Bræt

Derhjemme havde jeg forberedt mig grundigt på Casper Christensen, men fik i stedet U16 Danmarksmesteren Sander Stage-Steffensen. "Pokkers" var min første tanke, men da han valgte 1. e4 besluttede jeg mig for ikke og lade min forberedelse gå til spilde (som var forberedt mod Casper!), så da han fik O'Kelly varianten i Siciliansk havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at han ville spille 3. d4, som går for at være dårligt for hvid. Så på blot 5 træk havde jeg fuldstændig udlignet. I 2 omgange missede han taktiske 1-træks opgaver, hvorefter det var game over.

7. Bræt

Min modstander sad i stedet overfor Monty, som valgte og overdominere feltet d5 i en stilling, hvor modstanderen aldrig rigtig kom til og slå kontra. Tilmed fik Monty lov til og afslutte partiet på elegant vis med en bonde på h7 og modstanderens springer på g8.

8. Bræt

Christians modstander prøvede ihærdigt og skabe tilstrækkelig med ubalance på 8. brættet, i håb om at Christian ville overse helt banale ting. Det skete naturligvis ikke og al modstand blev effektivt afværget, hvorefter Christian vandt enkelt.

Det endelige resultat blev 7 - 1 mod BMS 2, hvilket var ca. 1,8 over forventet og et stærkt udgangspunkt for vores vej mod 1. division.
Efter holdkampen var vi et par stykker, som tog ud og spiste på La Quart i Ballerup og fik hygget os i et par timer 🙂 Så alt i alt en fantastisk start på Divisionsturneringen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.